Turbåden

Hvilken båd skal man vælge?
Det er en endeløs diskussion hvilken type- og hvor stor turbåden skal være. Der er utallige fabrikater i alle prislejer på markedet og i den sidste ende vil der altid være tale om et kompromis mellem forskellige forhold. Vi er meget glade for vores kompromis (Troldand, en Southerly 110 med sænkekøl) og skal ikke give gode råd, men blot huske potentielle købere på at valget afhænger af en række prioriteringer, hvor man skal gøre sig klart, at hver gang vælger så fravælger man også. Slutresultatet er vil derfor altid en række kompromisser afhængige af den type tursejlads man planlægger herunder byggemateriale, skrogfacon (se artikel fra Yacthing Monthly September 2021), dybgang, rigtype mmm.

Når Yachting Monthly anmelder både afsluttes der altid med en vurdering (1-5 stjerner alt efter hvor den anmeldte båds forcer eller svagheder ligger) af bådens egenskaber ift. forskellige typer sejlads, og men stiller spørgsmålet: Would 'she' suit your type of sailing? 

 
Yachting Monthly skelner mellem 5 forskellige typer tursejlads (som eksempel er her bedømmelsen af vores Southerly 110): Creek Crawling (i Danmark vel nærmest ='fladvandssejlads' til  små ankerpladser i f.eks Bøgestrømmen eller dele af Limfjorden). Costal Port-hopping  (=dags-sejlads fra havn til havn), Offshore Passage-making (=sjlads over åbent hav f.eks over Nordsøen), Trade Wind Voyaging (=medvinds-sejlads over længere afstande f.eks med ARC'en) & endelig High lattitude adventure (=sejlads f.eks. i Nordatlanten til Færøerne eller Svalbard (for ikke at tale om turen syd om Cap Horn).

På turbåden har hastigheden traditionelt været nedprioriteret frem for sikkerhed (se afsnittet om stabilitet). Selv har vi i mange år været fanatiske tilhængere af den klassiske langkølede turbåd og har ejet både en Nicholson 32 og en Nicholson 35, begge højt berømmede turbåde, men ikke hurtigsejlere og med begrænset plads i forhold til moderne både. Men hånden på hjertet: Hvor mange af os planlægger sejladser over mange dage i Nord- eller Sydatlanten eller at krydse Biscayen i november måned (High lattitude adventure)? Nej vel? Det de de fleste af os  i virkeligheden ønsker er jo et flydende sommerhus og evig sommer (Creek-crawling og Coastal port-hopping), begge noget, der i dag er helt overkommeligt. Der er hundredevis af fornuftige industribyggede brugte standardbåde i størrelsesordnen 32-38 fod til salg til rimelige priser. Og det er muligt at sejle fra Danmark til Middelhavet som 'kysthoppere' i sommersæsonen (eller gennem kanaler hvis man ikke får anskaffet sig en båd med for stor dybgang dvs max 1,80). Og alt dette inden for sikre vejrmeldinger, bare man har tid nok. På vores tur til Galicien i 2010 (mere end 2000 sm) var det længste enkelt-stræk vi sejlede, til vores store overraskelse, turen fra København til Kiel-Holtenau (175 nm) og det næst-længste fra Royan til Bayonne (132 nm), begge stræk rigeligt inden for 1½ døgns sejlads.

Vores prioriteringer
Prisen vil for de fleste være en begrænsning, men selv om man har ubegrænsede midler til rådighed er det ikke enkelt, for f.eks.hvor stor en båd vil man have: skal der være plads til venner, børn og/eller børnebørn? Jo større båd jo vanskeligere at håndtere selv med alle de moderne hjælpemidler som el-spil rullesejl, bovpropel oma. Og driftsomkostningerne (incl. havnepengene) stiger propertionalt med bådens størrelse. Omvendt synes der at være flere og flere der bevidst spekulerer i at kunne strække langtursbudgettet, gennem at tilbyde (betalte) gastepladser i et omfang der nærmer sig uautoriseret chartersejlads. I alle tilfælde skal man overveje i hvilket omfang man vil have gæster om bord.

Vores valg var først og fremmest betinget af sænkekølen og de muligheder det gav. Måske ikke det vigtigste i Middelhavet, men med fantastiske muligheder i tidevandsområder som f.eks. det tyske vadehav, i syd og øst England og i Bretagne.


Et billede der vise lidt om de oplevelser sejlads i tidevandsområder kan give. Billedet er taget første gang vi 'tørrede ud' med Troldand i 2005 (i Bosham, Chichester Habour

Dertil kom muligheden for at sejle på kanaler med mindre dybde som f.eks. i Canal du Midi i Sydfrankrig (max dybgang 1,50). For dem som skulle være interesserede i nogle af mulighedere for at erhverve sig en sænkekølsbåd kan man se et par eksempler på sitet uk.boats.com (åbner i nyt vindue

Et par eksempler på de udfordringer som sejlads i tidevands-områder giver.
Tv et par klassiske bilge (twin)-keel både og vores (dengang) egen langkølede Nicholson 35 der her 'læner' sig op ad kajen i Totnes (det var en 'interessant' oplevelse). 
Th. en moderne fransk Bi-quilles med en dybgang på 1,70: RM 1070 ), her fotograferet på Ilê de Brehat. Mere om twin-keel både her.

Hvis man ikke ønsker at tage skridtet fuldt ud med en sænkekøl (eller en katameran; men det er en helt anden historie, hvor vi ingen erfaringer har), er der adskillige bådtyper, der leveres i hhv. tur og racingversioner og den største forskel er bl.a. dybgangen. Efter vores opfattelse bør man finde en båd med en max dybgang på 1.70-1.80 m. Dernæst er det i tidevandsområder en stor fordel, hvis kølen er konstrueret sådan at båden - når man f.eks. 'tørrer ud ved en kaj- kan 'balancerer' på den, en nødvendighed f.eks. i mange spændende småhavne på den engelske sydkyst og i Bretagne. Er disse betingelser ikke opfyldt er der en lang række fine sejladsområder og havne der må fravælges og efter vores opfattelse er det er altså ikke de sidste 'grader på højden under hårdt kryds' der er det vigtigste på en turbåd.

Ud over dybgangen og mulighederne i tidevandsområder var det, at båden er utroligt rummelig inden for sine 35 fod (10.35), der især appellerede til os. Den  enorme agterkahyt med arbejdsbord (værftet kalder det poetisk en 'vanity section' for at tale til det kvindelige klientel) og alligevel med stuve-mulighederne, der er langt bedre end i de fleste moderne både. Endvidere tiltalte den store 'deck house' sektion, med pantry og navigations-arrangement i direkte sammenhæng med salonen, os meget (min gode ven Jørgen beskrev lidt humoristisk båden som et køkken-alrum med rullegenua). Derimod betød det mindre for os at forkahytten er meget lille: Hvis ga(æ)sterne synes den er for lille har de været her for længe. Endvidere er det en fordel at vi har meget rigeligt med stuverum. På mange moderne både prioriteres hensynet til rigelig opholdsplads og mange køjer så stor en rolle at der er begrænset med stuveplads (måske er det chartermarkedet der spiller ind her?). Vi har rigeligt (men man kan ikke få for meget) stuveplads, ja faktisk så meget at jeg har været nød til etablere en lagerliste (et regneark) for at være sikker på at kunne finde den reservedel jeg ved jeg har (men aldrig tidligere kunne finde).

Endelig talte sejladsegenskaberne til os (vi var i England og prøvesejlede før vi købte). Jeg var oprindelig meget bekymret for kursstabiliteten ift. vores tidligere langkølede både. Efter vores opfattelse er kursstabilitet en topprioritet på en turbåd. Man skal kunne slippe rattet/rorpinden og hente en kop kaffe uden at det hele går op i blafrende sejl; men også for motor er det vigtigt at båden ikke er for levende. Det er muligt at en levende båd med balanceror er mere effektiv på kryds (når man er over den hele tiden), men en turbåd må ikke være kilden som en teen-age pige. Dertil kommer, at på en kursstabil båd, tærer autopiloten heller ikke så meget på batterierne, fordi den ikke skal arbejde så meget.
Til gængæld har vi måttet give afkald på absolutte toppræstationer i let luft på kryds. Men skal vi være helt ærlige er det alligevel noget de fleste tursejlere helst undgår. Og på længere stræk (som f.eks da vi sejlede til Acorerne i 2011) valgte vi i et halvt døgns tid faktisk at gå en lidt lavere kurs end båden egentlg kan præstere; det gav en behageligere sejlads. Og da man alligevel ikke vender på ethvert mindre vindspring (der er jo ikke tale om kapsejlads med fuld besætning) betyder  det mindre om en tur på 1000 sm tager 6-8 timer mere eller mindre. Ved sådanne passager er det langt vigtigere at det overordnede rutevalg er tilpasset vejrforholdene (se afsnittet om Passage planning)

Dette bringer mig ind på problemet om man skal anskaffe et vindror? Vi har haft vindror på vores tidligere både (en Aries og senere et tysk Windpilot). Det er fremragend lav-teknologiske (skal opfattes positivt) vidundere, men efter vores opfattelse med begrænset anvendelighed. Fint til lange passager over åbent hav med stabile vindforhold (passatsejlads), men mindre anvendelige til andet, og de fleste middelhavssejlere vil være enige med os i at de stort set er uanvendelige der. 
Vi har derfor denne gang valgt vindroret fra og klarer os med en autopilot (ikke såden en med et remtræk på rattet men en ordentlig veldimensioneret en, der trækker direkte på rorstammen). Den fungerer bare perfekt under alle forhold (også på kryds) og kørte uafbrudt i hhv. 7½ og 6 dage under overfarten til- og fra Acorerne. Men det kræver at mn har tilstrækkelig strøm (se siden om det elektriske system).

Om sejl
Da vi købte Troldand tilbage i 2005 sparede vi på sejlene og tog bare standardpakken, hvilket vi fortrød bitterligt. Efter bare to år og 2500 nm var de at sammenligne med melsække. Det kan jeg simpelt hen ikke holde ud, man er vel trods alt ejer af en sejlbåd og sejlene skal være i orden. De derefter nyindkøbte North Marathon støbte sejl har trods den krydrede pris været alle pengene værd. Efter 10 år og 15.000 sm (hvor de seneste 5 år har været i Middelhavet) var det imidlertid slut. Lamineringen begyndte at svigte (selv om sejlene til det sidsteholdt faconen som om de var ny), men rettidig omhu gjorde at vi har måtte 'gå til lommerne'. Erfaringerne har gjort at vi igen valgte North's 'top of the line' cruising sejl 3Di NorDac og  vi er meget spændte på om også disse sejl lever op til (overstiger?) vores forventninger.

Endvidere anskaffede vi oprindeligt en Genakker med en 'snuffer' (spilerstrømpe), også fra North. Dert er et dejligt sejl som erstatter en spiler. Senere har vi anskaffee vi en 'code 0', der kan rulles ind på en Facnor rulle. Måske ikke helt så effektivt på rumskøds som genakkeren. Ideen var imidlertid at de skulle væsentlig hurtigere at arbejde med, og især i Middelhavet, hvor lette, skiftende vinde er reglen snarere end undtagelsen, er dette sejl ofte blevet forskellen mellem overhovedet at bruge sejl eller starte maskinen. Desværre skuffede sejlet, måske først og fremmest fordi det ikke kunne sidde mere eller mindre fast oprullet på vores bovspryd (også unde sejlads med genua) ; men mest af alt, havde prpblemer med at rulle sejlet ind, fordi den relative stire stive faldbarm kom i konflikt med den oprullede genua. Det er muligt vores erfaringer havde næret anderledes på en frsktal rig (9/10 eller 7/8), men med Troldands masthead rig kunne vi ikk få det at fungere ordentilgt. Sejlet er nu solgt, og genakkeren (med snuffer) er vores enest 'flynesejl' der stadig fungerer fint fra lidt foran for tværs tilplat læns. 

Når båden er valgt er det så spørgsmålet hvilket ekestraudstyr man skal ofre. I vores tilfælde kan jeg henvise til vores fuldstændige udstyrsliste, hvoraf det tydeligt fremgår at her har vi ikke sparet.
Mht. AIS og Radarradarreflektorer, ankergrej og  medicinkasse (oma). henvises til de særlige sider derom.

senest redigeret februar 2021