Kryddersnapse

Fremstilling af forskellige kryddersnapse er fint at kombinere med sejlads. Man får et lokalt minde og samtidig skærpet sine sanser under gåture i land; og så er det, at kunne servere en kryddersnaps på det rigtige tidspunkt, ofte meget værdsat af andre sejlere man møder undervejs. Vi husker stadig en engelsk sejler i Southworld, der mente at det var en ’utterly decent custom’, da vi efter at have fået hjælp til at forhale, serverede en porsesnaps.

Der er mange meninger om, hvor meget trækketiden påvirker slutproduktets smag. Vores erfaring er at men i al sin enkelhed blot skal lave sin egen kryddersnaps ved at indsamle urter (evt. skylle dem) og så putte dem i et almindeligt syltetøjsglas. Herefter overhældes med vodka (mindst 38% og gerne 40-45%). Almindelligvis anbefales det at bruge Brøndum til kryddersnaps, men hvorfor lade spritfabrikkernes i øvrigt udmærkede produkt, påvirke smagen af krydderurterne? Lad urterne får lov at trække i nogen tid, så de kan afgive farve og smag. Man har nu lavet sin snapse-essens som efter behov og smag fortyndes. Generelt kan der tages flere udtræk (fyld efter når der fortyndes til drikkestyrke) og de fleste snapse (essenser) bliver bedre ved lagring.

Essenserne kan filtreres for urenheder gennem et almindeligt kaffefilter. Men det er strengt taget ikke nødvendigt.

 

Gul Snerre (Galium verum)
en: Lady's Bedstraw / Yellow Bedstraw

Også kaldet "Jomfru Marias Sengehalm". De helt tynde stængler med blomsterne overhældes med vodka. Den må ikke plukkes for sent, eller tørres. Hæld en flaske snaps på. Lad det trække 1-2 døgn. Smagen er meget sød og fyldig - vammel vil nogle sige. Farven er først grønbrun, senere mere brunlig. Skal fortyndes meget for at få sin særlige smag, der kommer endnu bedre frem ved langvarig lagring. Findes f.eks langs skrænterne vest for Norreborg på Ven.

 

Porse (Myrica gale)
en: Bog Myrtle / Sweet Gale

Brug friske eller tørrede blade. Overhæld med vodka og lad det trække i mindst 4-5 døgn og gerne længere. Vinder noget ved lagring (men der er delte meninger om dette). Kan tørres og gemmes og taber ikke mærkbart herved (men der er sikkert die-hard fanatikere, der er helt uenige og mener at kun friske skud plukket på ’Midsommer aften’ kan bruges). Kongen over alle kryddersnapse, god til ost. Vores porse plukkes altid på arealerne mellem Skanör og Höllviken.

   
 

Rejnfan (Tanacetum vulgare)
en: Tansy

Nyudsprungne blomster dækkes med snaps. Trækker i 3-4 dage og filtreres. Fortyndes, da den er meget stærk. Bedres meget ved lagring. Ikke en af vores favoritter. Findes f.eks langs skrænterne vest for Norreborg på Ven.

 

Røllike (Achillea millefolium)
en: Common Yarrow / Soldiers Woundwort

Også kendt som ’soldaterurt’. Brug rigelig med blomster, gerne dem med rosa skær. Dæk med vodka. Lad trække én uge. Giver en mild og dejlig kryddersnaps. Findes f.eks langs skrænterne vest for Norreborg på Ven.

  Rønnebær (Sorbus aucuparia) en: (European) Rowan
Modne bær (der bør en tur i fryseren først) overhældes med vodka. Trækker mindst 1-2 uger. Farven er svag rødlig, og smagen er på en gang frugtagtig og bitter. Det er en snaps i sætter meget højt på listen over vores favoritter.
 

Skovmærke (Galium odoratum)
en: Woodruff

Skovmærker skal plukkes lige før eller i den allerførste blomstringstid. En flaske fyldes med friske skud, der dækkes med vodka. Vent 1-2 døgn, hvorefter den irgrønne essens kan fortyndes til en passende smag. God til pinsesilden. De nyudsprungne blomster skulle også kunne bruges men det har vi ingen erfaring med. Kan tørres, men bliver da mere brunlig i farven og giver så en sødlig (næsten karamelagtig) smag. Minder om polsk Zubrowka og god som ’avec’ til en kop kaffe. Skovmærke findes overalt, men vi foretrækker vores fra Hallands Väderö.

 

Slåen (Prunus-spinosa)

en: Sloe / Blackthorn
Pluk bær der har fået frost (eller læg bærrene i fryseren) Overhæld med vodka. Trækker i 2-3 måneder. Giver en fin, dyb rubinrød farve. Bliver sødere med tiden, hvor bærrenes kærnesmag slår igennem. Nogle foretrækker at tilsætte lidt honning og det er da også fint (hvis man er til likør), men god som den er til en kop kaffe efter middag. Slåen plukker vi i Nivå.

 

Strand Malurt (Artemisia maritima)
en: Sea Wormwood

Pluk friske toppe, og overhæld dem med vodka. Trækker mindst 1-3 døgn, og Fortyndes efter smag. Bliver bedre med tiden. Dette er den ægte nordjydske ’bjesk’. God når som helst. Findes overalt langs europæiske (danske) kyster. Kan tørres og gemmes og taber ikke mærkbart herved.

   
 

Tormentil potentil (Potentilla erecta)
en: Tormentil

Også kaldet Blodrod. Roden graves op i sommermånederne. Rodstokken skæres i skiver (et friskt snit er hvidt men ’rødmer’ i løbet af kort tid) og kommes på flaske. Dækkes 2/3 med vodka, og trækker 1-2 måneder. Flot teglstensrød farve og en fyldig smag med et strejf af lakrids. En af vores favoritter God (som) morgen bitter. Vi har fundet Tormentil på Læsø, ved Gedser og på Amager sydstarnd.

 

Valnød (Juglans regia)
en: Walnut

Man høster de grønne, umodne valnødder juli-august, når de er ca. 4-5 cm store.
Del dem i kvarte. Hæld nødderne (med den grønne skal) i et glas og dæk dem med vodka. Luk ikke glasset for tæt da procesen kræver ilt. Lad den stå i 3-4 måneder. Kik gerne til den en gang i mellem og lad frisk ilt komme til. Giver en nøddebrun ekstrakt med en nødde/portvinsagtig smag og duft. Gem gerne et eller flere år. En af de aller bedste snapse. Bliver bedre og bedre med tiden.


Tekster: Egne erfaringer og sammenskrivning efter forskellige kilder
Billeder: http://en.wikipedia.org